Europæisk Stemmearkiv

I dette Europæiske Stemmearkiv finder du videoklip fra nogle af de samtaler, vi har haft med unge europæere rundtom i hele Europa i perioden 2013-2019. Du kan møde unge europæere, der fortæller om situationen i deres samfund set fra deres synsvinkel. Du vil også møde flygtninge, danske soldater, politiske aktivister og en lang række unge, der har et ærinde med deres europæiske samtid, fx som klimaaktivister eller unge briter, der ønsker UK ud af EU.

Vores Europa er et politisk uafhængigt projekt startet af os, Peter Laugesen og Elena Askløf. Siden 2013 har vi været på fire store Europa-rejser til 30 forskellige lande. Det er videomateriale fra disse rejser, vi har klippet sammen og udgivet i det Europæiske Stemmearkiv.

I EU står vi – som altid – i en skæbnesituation. Vil den nye generation af unge europæere kunne se meningen med Den Europæiske Union? Vil EU som en grøn avantgarde på verdensscenen lykkes med at skabe en tilstrækkelig og tilfredsstillende omstilling til et bæredygtigt samfund?
Vil det lykkes EU-landene at samles og samarbejde på trods af den sydeuropæiske gældskrise, Brexit, flygtningekrisen, terrorbølgen og populismens opblomstring? Og vil det lykkes at få demokratiet og retsstaten til at sejre – også i Polen og Ungarn, hvor illiberale politikere for tiden sidder i regeringskontorerne?

Disse er nogle af de spørgsmål, du kan blive klogere på ved at se videoerne i Vores Europas Europæiske Stemmearkiv og læse de tekster, der følger med. På vores rejser har vi indsamlet personlige fortællinger, vidnesbyrd og meninger. Vi har interesseret os for den enkelte unges perspektiv og historie. I det Europæiske Stemmearkiv har vi tilføjet baggrundsviden og EU-perspektiver som tekst til hvert land og hver video.

Arkivet vil vokse med tiden og nye rejser.

God fornøjelse.

Spring direkte til et land her:
Grækenland  Spanien  Portugal  Italien Frankrig Polen Ungarn Estland Ukraine Holland Skandinavien Storbritannien Tyrkiet

Grækenland

I disse fire videoer fra Grækenland møder vi den arbejdsløse Estevi samt en psykolog og en organisator, der er frivillig på et åbent hospital drevet udelukkende af frivillige. Derudover møder vi Dimitris, der er aktivist på flygtninge-øen Lesbos.

Grækenland – en robust ungdom i et samfundskollaps
”Nødvendighed er opfindsomhedens moder”
– skrev filosoffen Platon i det antikke Athen. For de græske unge er nødvendigheden blevet opfindsomhedens moder på den måde, at de på grund af den økonomiske krise har været tvunget til at skabe nye veje for dem selv. Den økonomiske krise, der startede helt tilbage i 2008, lukkede de gamle muligheder for karriere og høj levestandard ned. Derfor har de græske unge skabt nye fællesskaber og en endeløs række af civile initiativer, herunder suppekøkkener, gratis og åbne koncertsteder, opholdssteder for flygtninge og migranter, frivilligt drevne lægehuse (se video) med meget mere. Velfærdsstatens kollaps har medført en civilaktivistisk opblomstring og en større politisk bevidsthed for den græske ungdom og den græske befolkning som sådan.

Den økonomiske krise: En græsk tragedie
Grækenland har været det EU-land, der har været hårdest ramt af den globale økonomiske krise, der blev udløst af krakket på Wall Street i efteråret 2008. Siden er den græske økonomi blevet hjulpet med økonomiske hjælpepakker, men hjælpen har ikke ført til en hurtigt eller stabil genopretning af den græske økonomi, der stadig – mere end et årti efter krisens udbrud – kæmper med en sløj samfundsøkonomi, lave lønninger, høj arbejdsløshed og store andele af enhver nyuddannet årgang, der rejser til andre lande for at finde arbejde og flere muligheder.

Voksende EU-modstand
Med hjælpepakkerne fulgte krav om en stram sparepolitik og der har siden disse økonomiske hjælpeprograms begyndelse været store og dramatiske diskussioner mellem græske politikere, EU-politikere og tyske ministre om sparepolitikkens virkning. Reelt blev Grækenland sat under administration af EU og denne politiske ydrestyring har tilsyneladende forstærket grækernes EU-skepsis. Grækerne er blandt de nationale befolkninger i EU, der har mindst tillid til EU. Samtidig mener et flertal af grækere, at EU blander sig for meget i græsk politik og dermed underminerer den græske stats suverænitet. Men dette utilfredse flertal af grækere ønsker på den anden side heller ikke at Grækenland skal træde ud af eurozonen eller EU som sådan.

Den økonomiske krise i Grækenland rejser spørgsmålet om EU-landenes suverænitet, når tingene spidser til samt spørgsmålet om, hvordan og i hvor høj grad EU-landene kan og skal være solidariske med hinanden.

Estevi

Estevi er en af de unge grækere, der står uden så mange muligheder på hånden. Selvom hun er akademisk uddannet har hun engageret sig i teater, musik og drama samt andre kunstneriske og sociale fællesskaber. Estevis ungdom har fundet sted i de år, hvor Grækenland har indgået i EU’s økonomiske genopretningsplan, der blandt andet har betydet nedskæringer og sløj økonomi. På trods af nærmest at være dømt til arbejdsløshed har hun fundet nye, lyse og kreative sider af tilværelsen i det kriseramte Grækenland.

Græsk ungdomspsykolog

”De unge må forstå, at det ikke er dem, men selve situationen, der er utilstrækkelig.” Sådan siger den græske psykolog, Virginia Triantafyllidis, der til daglig har unge grækere i behandling i sin klinik og en dag om ugen arbejder frivilligt på The Metropolitan Community Clinic Helliniko. ”Men det er også vigtigt, at de selv tager ansvar.” Virginia fortalte, at det i høj grad har været fællesskabet, der har været de unge grækeres reaktion på den individuelle og økonomiske krise.

Helliniko Sundhedsklinik

The Metropolitan Community Clinic Helliniko blev startet som et konkret svar på den sparepolitik, der blev introduceret i Grækenland i 2010 – som en del af EU’s økonomiske genopretningsplan for Grækenland. Grækernes sundhedsforsikring er bundet op på deres arbejde, så da en tredjedel af den græske arbejdsstyrke stod uden arbejde, stod de pludselig også uden adgang til læge og hospitaler. The Metropolitan Community Clinic Helliniko bliver drevet af frivillige og er åbent for alle, der har brug for hjælp.

Dimitris på Lesbos

I efteråret 2015 kom den græske ø, Lesbos, på verdenskortet, da flere end 500.000 mennesker kom sejlende til øen i overfyldte gummibåde. Vi besøgte Lesbos i oktober 2015 og fulgte den græske aktivist, Dimitris, rundt på øen. Vi besøgte også flygtningelejren Moria (se videoen), der i 2020 brændte ned og sendte lejrens 12.000 beboere på flugt endnu engang. Flygtningesituationen i det østlige Middelhav fik i 2016 den konsekvens, at EU indgik en aftale med Tyrkiet om blandt andet at styrke grænsekontrollen mellem Tyrkiet og EU for på den måde at sætte en stopper for tilstrømingen af flygtninge og migranter fra via Tyrkiet til EU.

Spanien

Krisen, EU og den politiske opvågnen
Demokratiet er nemmest, når det går godt og flertallet er enige om at fortsætte i den vante retning. Demokratiet står sin styrkeprøve når uenighederne er størst og når forskellige befolkningsgrupper kommer under pres. Siden Spanien blev medlem af EU i 1985 er landet blevet rigere og samfundet har udviklet sig i retning af de nord- og vesteuropæiske samfund, hvad angår velfærd, uddannelsesniveau, levestandard med mere. Men den globale økonomiske krise, der begyndte med krakket på Wall Street i 2008, ramte Spanien hårdt og fik landet til at sakke bagud i udviklingen. Situationen skulle blive en styrkeprøve for det spanske demokrati, der reelt kom under EU-administration, da Spanien indtrådte i et økonomisk EU-hjælpeprogram og skulle underlægge sig en sparepolitik på samme måde som man skulle i Portugal, Italien, Grækenland og Irland.

Den politiske opvågnen
Krisen samt Spaniens og EU’s krisehåndtering fik den konsekvens, at der opstod en massiv folkebevægelse i 2011. Denne bevægelse kaldte sig Los Indignados-bevægelsen eller 15.-maj-bevægelsen. Senere grundlagdes to politiske partier, der har vundet stor opbakning i Spanien; det venstrepopulistiske Podemos og centrum-højre partiet Ciudadanos.

I videoen med Belen argumenterer hun for, at den økonomiske krise i Spanien har skabt en politisk opvågnen hos den spanske befolkning. Alle taler om politik og har en holdning, siger hun.

Racismen og højrefløjen
Spanien har siden Franco-diktaturets ophør i 1975, og den efterfølgende overgang til demokrati (La transición española, 1975-1982) ikke haft folkelige højreradikale partier. Men racismen trives alligevel, hvilket står i modsætning til den spanske grundlovs grundværdier samt EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Her står der blandt andet at ”enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering skal forbydes.” (artikel 21, EU’s Charteret om Grundlæggende Rettigheder).

Hannah, der er født og opvokset i den spanske hovedstad, Madrid beretter om den diskrimination og identitetsdiskussion, hun har oplevet som spanier med anden etnisk baggrund. Siden vi mødte Hannah i 2015 har det højreradikale parti Vox fået en større og større tilslutning.

Selvforsyning: Et modsvar til klima- og økonomisk krise
Sammenfaldet af den økonomiske krise i Sydeuropa og en højnet bevidsthed om den globale klimakrise har fået en stor gruppe spaniere til at forlade storbyerne – hvor det ikke længere er så nemt eller lukrativt at gøre karriere – for at flytte til en landsby. Rundtom i Spanien findes der mange af disse landsbyer og gårdkollektiver, hvor man stræber efter at blive selvforsynende. Enkelte steder er der endda etableret en alternativ valuta, der gør det muligt for folk uden en stor indkomst at betale sin frisør med en hjemmelavet vin. I den selvforsynende landsby, Sunseed, bor Agnes sammen med en gruppe samfundskritiske og innovative europæere. Her eksperimenterer de med en livsstil, der adskiller sig på alle måder fra storbyens travle forbrugerliv.

I disse videoer møder vi Ian og Belen, der forholder sig til at være unge i Spaniens kriseår. Vi møder også Sergio og Marina fra partiet Podemos. Derudover møder vi afro-europæeren Hannah, der taler om tolerance og racisme i Spanien og Europa, samt Agnes, der som modsvar til klimakrise og forbrugersamfundets meningsløshed bor i en selvforsynende landsby i den spanske ørken.

Ian og skeen i den anden hånd

Krisen og arbejdsløsheden i Spanien er en situation, der er ankommet udefra, men det er noget de unge selv må tage ansvar for at reagere på. Sådan tænker Ian, der i modsætning til sine venner tager sagen i egen hånd og søger jobs, der ellers ikke lever op til hans uddannelsesniveau.

Belen – En politisk opvågnen

Belen bor i Málaga og besluttede efter kort tid på arbejdsmarkedet at sige sit job op for at engagere sit i politik og organisationsarbejde. Da vi besøgte hende i 2013 syntes hun det var interessant med den nye politiske diskussion og mobilisering som hun oplevede omkring sig i det spanske samfund.

Hannah og racismen

Hannah vil gerne have folk til at forstå, at racismen ikke er noget der kun skete engang eller kun sker andre steder. I løbet af sine år på universitetet har hun selv indset, at diskriminationen og forskelsbehandlingen er ægte og at det er noget hun vil kæmpe imod.

Podemos

I 2013 blev partiet Podemos grundlagt som en udløber af den massive folkebevægelse Los Indignados, der protesterede imod regeringens og EU’s krisehåndtering og sparepolitik. Podemos har organiseret sig nærdemokratisk i såkaldte ’circulos’ (cirkler), hvor de forsøger at praktisere politikudvikling og deltagerdemokrati på en ny og mere radikal demokratisk måde. I en alliance med andre venstrefløspartier (Unidos Podemos) fik partiet 21,2% af stemmerne ved parlamentsvalget i 2016.

Agnes og Sunseed

Agnes forlod Polens hovedstad Warzsawa for at bosætte sig midlertidigt i den selvforsynende landsby, Sunseed, i den spanske ørken. Her lever hun ’off grid’ med andre unge europæere. Sammen sætter de et minimalt ressourcemæssigt fodaftryk, hvilket giver plads, tid og råd til at udforske andre sider af livet end den forbrugeristiske livsstil, som Agnes og Sunseeds beboere er stærkt kritiske overfor.

Portugal

Portugal udgør P’et i forkortelsen PIIGS. PIIGS står for Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien. Det var disse eurolande, der blev hårdest ramt af den økonomiske krise tilbage i 2008-11. I Portugal har det siden været relevant at tale om fænomenet brain drain, da en stor del af den historisk veluddannede portugisiske ungdomsgeneration forlod Portugal for at finde arbejde og muligheder i andre lande. De fleste unge portugisere rejste til andre EU-lande for at arbejde og bosætte sig. Som EU-borgere har de netop ret til at arbejde og bosætte sig i de andre EU-lande.

Michel

Den nyuddannede arkitekt Michel fortæller om at være presset ud af Portugal og om, hvorfor han bebrejder sine forældres generation for ikke at have holdt øje med politikerne og eliten, der har været med til at skabe krisen.

Raquel

Raquel fra den portugisiske hovedstad, Lissabon, mener, at man på trods af den økonomiske krise og arbejdsløsheden bør finde løsninger i sit eget liv, også hvis det betyder, at man skal rejse til udlandet.

Italien

Italien er et fantastisk mangfoldigt land. Vi har rejst i landets nordlige regioner (Piemonte, Venezia), de centrale (Toscana, Emiglio Romana, Lazio) og de sydlige (Sicilien). Italien er forskellighedernes land. Politisk er det også et polariseret land. Af gode grunde har italienerne ikke stor tiltro til myndighederne, der for ofte har været korrupte og utilregnelige. Og hvad stiller man op med sin relation til staten, når skattepengene forsvinder ned i et sort hul? Italien er et land, der fortsat er i konflikt med sig selv.

For mange italienere, står EU for noget andet end Italien; gennemsigtighed, lovlydighed, ubrydelige regler og politikere, der hverken er populistiske eller har charme – som derhjemme i Støvlelandet. Men mange ser også EU som en overmagt, der sætter sig igennem, hvis ikke det italienske samfund køres som forventet. Det skete for eksempel i 2011-2013, da EU-teknokraten Mario Monti, blev indsat som regeringsleder for at få Italien til at tilpasse sig det program af økonomiske reformer, som EU påkrævede. Flertallet af italienere går stadig ind for landets EU-medlemskab, men de EU-skeptiske partier vokser og i juli 2020 blev partiet ITALEXIT stiftet med det britiske pro-brexit UKIP-parti som forbillede.

Italien er EU’s tredjestørste økonomi (efter Tyskland og Frankrig) og har et vidtfavnende arbejdsmarked. Fra de underbetalte tomatplukkere i syd til den hypermoderne industri i nord.

I disse videoer kan du møde Massimo fra den italienske højrefløj, den forskellighedspositive Alice fra Rom, Chiara, har uddannet sig til at kunne bekæmpe den mafia-indstilling hun er vokset op med og endelig Tasneem, der er flygtning fra Syrien. Tasneems historie rejser det intellektuelle dilemma om Europas sjæl, der foregår på baggrund af flygtningekrisen. På den ene side er spørgsmålet: Har EU økonomisk og kulturel kapacitet til at modtage millioner af flygtninge, der søger mod Unionens grænser? Og på den anden side: Har EU – idealismens politiske projekt – råd til at afvise mennesker i nød, der står ved Unionen grænser og råber om hjælp?

Alice og forskellighederne

Alice fra Rom er glad for, at Italien er – og altid har været – et land, hvor forskellighederne mødes. Dets placering midt i Middelhavet har beriget italienerne med kulturmøder, påvirkning og inspiration fra andre områder. Alice taler ind i refleksionerne omkring udviklingen af et såkaldt føderalt og solidarisk Europa, hvor der er grænser, men ikke mure og hvor man kan føle sig hjemme overalt. Disse ideer blev blandt andet formuleret af nogle af Kul- og Stålunionens italienske grundlæggere, Spinelli og Gasperi.

Chiara og mafiaen

Chiara er fra Sicilien i Syditalien og har til sin store ærgrelse set, hvordan mafiaen dominerer folks beslutninger og adfærd. Hun har også indset, at Italien lukker sig for meget om sig selv. Derfor uddanner hun sig til at kunne være med til at tage et opgør med mafia-indstillingen og til at vende blikket ud mod verden. Hendes holdninger stille nogle ømme spørgsmål til den moderne virkelighed i EU; hvordan kan vi bedrive europæisk demokrati, når vores demokratiske offentligheder stadig er nationale?

Verdensborgeren Federica skal hjem

Selvom Federica fra Sicilien har uddannet sig i flere forskellige lande, boede i Paris og var på vej til Japan for at arbejde nogle år der, vidste hun, at hun måtte vende hjem til sin barndomsø, når hun skulle slå sig ned. Hun var både en verdensborger, der kunne begå sig overalt, men også en kulturel hjemmefødning, der følte sig mere hjemme, dér hvor hun var vokset op end alle mulige andre steder. Denne identitetsproblemstilling er også central for EU; kan vi føle os velkomne overalt samtidig med at vi mest af alt har hjemme, der hvor vi kommer fra? Kan vi både være italienere, europæere og verdensborgere på samme tid?

Massimo og højrenationalismen

Der er flere partier og bevægelser på den italienske højrefløj, der advokerer for lukkede grænser, traditionelle værdier (kernefamilie, anti-abort) og en stærk national identitet. De lukkede grænser har EU ikke noget imod og EU har da også i perioder givet økonomisk støtte til Italiens grænsebevogtning, blandt andet under programmet Operation Triton, der senere blev erstattet af Operation Themis. En af højrenationale partier i Italien er Forza Nuova. I Palermo mødte vi Massimo, der er aktivist i bevægelsen.

Tasneem fra Syrien

Mange mennesker, der lever i Italien, bærer rundt på en tung fortid. En af dem er Tasneem, en palæstinenser fra Syrien, der tog del i den fejlslagne oprør mod præsident al-Assads styre. I dette videoklip fortæller hun om sine oplevelser fra krigen i Syrien og om det tidspunkt, hun besluttede sig for at flygte.

Frankrig

Frankrig har været med i det europæiske samarbejde fra starten og er fortsat et af EU’s kernelande. Men det betyder ikke, at Frankrig er et sammentømret og konfliktløst samfund. En af de store stridspunkter, der også skaber politiske skillelinjer mellem venstre- og højreorienterede er spørgsmålene omkring national identitet og selvbestemmelse, migration og integration, fransk kultur versus global multikultur.

Af flere omgange har vi mødt medlemmer fra den franske ungdomsbevægelse ’Génération Identitaire’ (se videoer nedenfor). I denne bevægelse er man patriotisk indstillet, mens man er skeptisk overfor den kulturelle amerikanisering, den værdineutrale kapitalisme og den store indvandring til Frankrig fra lande, der ikke er en del af den europæiske civilisation.

Men vi har også mødt folk med andre holdninger. Blandt andet europæeren, verdensborgeren, italieneren, Federica (se video nedenfor), der bor i Paris og anser patriotisme som et forældet fænomen og som noget, der står i vejen for en bedre verden.

Mødet med disse mennesker tvinger os til at stille et par spørgsmål, der er meget afgørende for den europæiske og globale samtid, nemlig; hvad er pluralisme, hvad er mangfoldighed, diversitet? Et af Den Europæiske Unions slogans er netop ’Together in Diversity’, sammen i mangfoldighed. Men hvilken form for mangfoldighed?

Er det en mangfoldighed, hvor hvert enkelt individ i hele verden kan og skal udfolde sig som han/hun/hen vil og uden hensyn til nationale, civilisatoriske eller historiske rødder?

Eller er det en mangfoldighed med fokus på regionale, nationale og civilisatoriske forskelle, der skal sikres ved at modvirke, at alle verdens meget forskellige kulturer smelter mere og mere sammen i én stor globaliseret smeltedigel?

Jean David og Génération Identitaire

I 2015 mødte vi Jean-David i Génération Identitaires lokaler i Nice i Sydfrankrig. Udover at være kritisk overfor indvandrerne i Frankrig er han også kritisk overfor 68’er-generationen, som han mener bestemmer for meget og ved for lidt.

Edouard

I 2019 mødte vi Édouard i Paris. Édouard er medlem af den højreorienterede ungdomsbevægelse Génération Identitaire og derudover er han stor tilhænger af den parisiske storklub Paris Saint Germain indtil den dag klubben blev solgt til emiren fra Qatar, Tamim bin Hamad Al Thani. Frankrig for franskmændene, Qatar for qatarerne; sådan foretrækker Édouard det.

Frederica

Federica er arkitekt og bor i Paris. Hun elsker den multikulturelle by og sætter stor pris på den forskellighed, der bor og trives dør om dør i den europæiske metropol.

Polen

Siden 2015 har Polen haft en regering (Lov- og Retfærdighedspartiet), der på nogle områder har været på kant med nogle af kerneværdierne i Den Europæiske Union. Regeringen fører en venstreorienteret velfærdspolitik kombineret med en liberal erhvervspolitik og en stærkt højreorienteret værdipolitik.

Den højreorienterede værdipolitik giver de etniske polakker med traditionelle livsformer en stærk følelse af sammenhold og polsk identitet. Samtidig skaber den en klemt situation for alle dem, der falder udenfor denne identitet og livsmodel. Dette gælder eksempelvis frie og uafhængige kvinder (se videoen med Edka nedenfor), muslimer, romaer, LGBTQ-personer med flere.

Diskriminationen af minoritetspersoner står i modsætning til EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Her står der blandt andet at ”enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering skal forbydes.” (artikel 21, EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder).

Da Polen blev medlem af EU i 2004 skulle det leve op til de såkaldte Københavnerkriterier, der bland andet foreskriver, at det kommende medlemsland ”skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal.”

I 2020 blev kommuner og departementer svarende til en tredjedel af Polens samlede område erklæret ”LGBT-frie zoner”. At Polens regering tillader dette er ikke et udtryk for den ”beskyttelse af mindretal,” som Polen levede op til, da landet blev EU-medlem i 2004. Udfordringen er, at EU ikke har nogen effektiv mekanisme til at irettesætte lande, der gør vold mod de grundlæggende værdier. Polens overtrædelse af de grundlæggende spilleregler illustrerer EU’s spænding mellem at være et værdineutralt økonomisk samarbejde og et idealistisk, demokratisk og menneskerettighedsforkæmpende politisk projekt. Men Polens højredrejning kan samtidig ses som et tegn på, at en ældre generation af polakker, stadig bekender sig til de såkaldte traditionelle værdier på trods af Polens nye samspil med en mere moderne verden og alle dens kulturelle, seksuelle og identitetsmæssige frigørelsesprocesser.

Edka bruger sin stemme

Edka er musiker, sanger og aktivist med progressive holdninger. Hun er feminist og positiv overfor integration og asylansøgere. Efter at have oplevet at de polske kvinder ikke var gode, selvsikre og stærke nok til at virkelig at bruge deres stemme, iværksatte hun en række møder, hvor kvinder kunne træne deres stemmer inden diverse demonstrationer. I løbet af samtalen mellem Vores Europas Elena Maria Askløf og Edka blev Elena inviteret til at prøve nogle af stemmeøvelserne.

Szymon og højrenationalismen

Szymon var i 2014 lokalafdelingsleder af den højrenationale ungdomsbevægelse, All-Polish Youth. Bevægelsen bekender sig til patriotismen, nationalismen, katolicismen og traditionalismen. I dette videoklip fortæller Szymon om sine holdninger til homoseksuelle.

Adam imod “marxismen”

Adam studerer sikkerhedspolitik på universitetet og er medlem af den højrenationale ungdomsbevægelse, All-Polish Youth. Bevægelsen bekender sig til patriotismen, nationalismen, katolicismen og traditionalismen. Når Adam bliver ældre vil han flytte hjem til sin barndomsby, Radom, fordi det er her hans rødder er.

Ungarn

Sammen med Polen er Ungarn EU’s problembarn. Ungarn er på flere områder på kant med EU’s spilleregler, blandt andet i forhold til domstolenes uafhængighed samt presse- og forskningsfriheden.

Viktor Orbán har været landets leder siden 2010. Sammen med sit regeringsparti, Fidesz, fører han en traditionel, national-mytisk og kristen kultur- og værdipolitik, der ligger til grund for mange af de konflikter, Ungarn ramler ind i. Denne ideologi har ført til, at Viktor Orbán, har erklæret, at han ville udvikle Ungarn som blandt andet et ”illiberalt demokrati” og siden 2017 et ”kristent demokrati”. Den ungarske regering fører ligeledes en markedsvenlig økonomisk politik, der blandt andet har fået de store tyske bilproducenter (BMW, Mercedes, Audi) til at etablere store produktionsanlæg i Ungarn, hvor arbejdskraften er billig og fagforeningerne svage.

Den højreorienterede værdipolitik giver de etniske ungarere med traditionelle livsformer en stærk følelse af sammenhold og ungarsk identitet. Samtidig skaber den en klemt situation for alle dem, der falder udenfor denne identitet og livsmodel. Dette gælder eksempelvis frie og uafhængige kvinder, muslimer, romaer, LGBTQ-personer med flere.

Diskriminationen af minoritetspersoner står i modsætning til EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Her står der blandt andet at ”enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering skal forbydes.” (artikel 21, EU’s Charteret om Grundlæggende Rettigheder).

Da Ungarn blev medlem af EU i 2004 skulle landet leve op til de såkaldte Københavnerkriterier, der bland andet foreskriver, at det kommende medlemsland ”skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal.”

Udfordringen for EU er, at man ikke har nogen effektiv mekanisme til at irettesætte lande, der gør vold mod de grundlæggende værdier. Ungarns overtrædelse af de grundlæggende spilleregler illustrerer EU’s spænding mellem at være et værdineutralt økonomisk samarbejde og et idealistisk, demokratisk og menneskerettighedsforkæmpende politisk projekt.

Marton

Marton er venstreorienteret debattør og vært på et ugentligt politisk debatprogram. Marton synes, at det ungarske folk bør tage et opgør med deres mindreværd. Derudover mener han, at man bør se bag om det EU-kritiske skuespil, som Viktor Orbán spiller og i stedet se på den realpolitiske virkelighed, hvor Ungarn i virkeligheden har et tæt og velfungerende økonomisk samarbejde med resten af EU, især Tyskland, og som sikrer Viktor Orbán at han kan blive ved magten så længe han ikke udfordrer den europæiske storkapitals interesser.

Istvan

Istvan er studerende i Budapest, men er ked af at indse, at han formentlig vil forlade Ungarn på grund af den ufrie politiske situation. I 2019 flyttede det internationale og pro-vestlige universitet Central European University sit hovedsæde fra Budapest til Wien på grund af den ungarske regerings begrænsning af den frie forskning, herunder kønsstudier der antageligt underminerer kernefamilien og dermed den ungarske stat.

Ukraine

Maidan: Kampen for at løsrive sig fra Rusland og knytte sig til EU
I december 2018 rejste vi til Ukraines hovedstad, Kiev, for at møde nogle af de unge ukrainere, der deltog i den såkaldte Maidan-revolution i Ukraine tilbage i vinteren 2013-2014.

De drømte og drømmer endnu om et friere og mere demokratisk og liberalt Ukraine, der på alle måder tager et opgør med det autoritære soviet mindset.

I vinteren 2013-2014 gik hundredtusinder af ukrainere på gaden i protest mod den daværende præsident Janukovitj og hans alliance med Rusland. Egentlig var Janukovitj i færd med at knytte Ukraine tættere på EU med en ny og banebrydende associeringsaftale. Aftalen var banebrydende på den måde, at den delvist ville løsrive Ukraine fra den stærke afhængighed af Rusland og til gengæld binde Ukraine tættere på EU ved at ”fremme dybere politiske bånd, stærkere økonomiske forbindelser og respekt for fælles værdier”.

Da aftalen mellem EU og Ukraine skulle underskrives vendte præsident Janukovitj på en tallerken (sandsynligvis under stort pres fra Rusland) og erklærede at Ukraine hørte hjemme i et tæt forhold til Rusland. Dette fik hundredtusinder til at gå på gaden i en lang række protester. Protesterne udviklede sig til en decideret besættelse af området omkring Maidan-pladsen i det centrale Ukraine. ”Maidan var som en lille republik midt i byen,” siger Dimitri, som vi talte med i Kiev (se video nedenfor). I vintermånederne udviklede situationen sig voldeligt. Gadekampe fulgte. 112 demonstranter og 18 betjente døde. Flere tusinde blev såret. Efter tre måneders konflikt var præsident Janukovitj så presset, at han flygtede – til Rusland.

Siden blev en ny og mere vestvendt præsident valgt og Ukraine underskrev endelig associeringsaftalen med EU. Rusland reagerede på denne afvisning ved at annektere den ukrainske halvø Krim og støtte en lavintensiv seperationskrig i de østlige ukrainske provinser. Her kæmper det ukrainske militær – fortsat i 2021 – imod pro-russiske separatister, der ønsker at disse områder, hvor flertallet er etniske russere, skal have udvidet selvbestemmelse.

Dimtri

Dimitri kommer fra storbyen Odessa, der ligger ved Sortehavet, men er i dag iværksætter i Kiev. Han har af flere omgange besøgt EU’s metropoler og selvom han syntes godt om Berlin, Stockholm og Amsterdam vil han allerhelst være i Kiev, fordi det er her, der kan skabes historiske forandringer.

Lera

Lera er designer og arbejder i et kontorfællesskab i Kiev. Hun er glad for at tilhøre den unge generation af ukrainere, der er i gang med at skabe et Ukraine med mere frihed. Hun beskriver Ukraine som et sted, hvor man er nødt til at være opmærksom og ihærdig: ”Man skal prøve, prøve, prøve og prøve,” som hun siger i dette klip.

Estland

I disse videoer fra Estland møder vi tre danske soldater, der var udsendt i en NATO-mission i Estland fra juli til december 2018. Vi spørger dem blandt andet til, hvorfor der er danske soldater i Estland, få kilometer fra grænsen til Rusland.

Estland har været selvstændigt siden 1990 og medlem af EU og NATO siden 2004. Esterne blev nervøse, da den tidligere besættelsesmagt, Rusland, annekterede den ukrainske Krim-halvø i 2014 og støttede pro-russiske seperatister i det østlige Ukraine. Ville Estland blive det næste eks-sovjetiske land, der ville få Ruslands aggression at mærke? Og var Den Kolde Krig i øvrigt ikke slut? Måske ikke.

Det, der har været med til at skabe bekymring for den russiske aggression, er, at Estland har en minoritet af russere, der udgør 25 procent af den samlede befolkning. Disse estiske statsborgere lever deres liv i russisk kultur, ser russisk tv og taler russisk som modersmål. De fleste af disse russeres historie er, at de i Sovjettiden blev forflyttet til Estland for at arbejde der. Siden 2014 har den estiske regering taget nye tiltag – sprogundervisning m.m. – for at integrere de russiske borgere i det estiske samfund.

EU har ikke noget fælles militær, men arbejder tættere og tættere sammen på sikkerheds- og forsvarsområdet. Både i Tyskland og Frankrig mener man, at netop dét er den rette vej at gå. I en tale til Europa-Parlamentet i 2018 sagde den tyske kansler, Angela Merkel: ”Vi bør arbejde på en vision om at oprette en egentlig europæisk hær en dag.”.

Dog er danskerne EU’s mest skeptiske befolkning, hvad angår et tættere sikkerheds- og forsvarssamarbejde. Kun 50% af danskerne mente i 2017, at EU burde gøre mere på dette område, mens andelen til sammenligning var 68% i Polen, Tyskland og Italien.

Daniel

Daniel er soldat og har ønsket at arbejde i Forsvaret siden han var dreng.

Emma

Emma er i kamptropperne i Slagelse og i Estland er hun sygehjælper i sin gruppe.

Frank

Frank er ambulancefører. Udsendelsen til Estland var hans første udsendelse i hans tid i Forsvaret.

Holland

Som dansker er det ikke så vanskeligt at gebærde sig i Holland eller forstå de problemstillinger, som fylder i det hollandske samfund. Ligesom Danmark er det hollandske samfund en blanding mellem velfærdssamfund og konkurrencestat; et både omsorgsfuldt og gennemeffektiviseret samfund, hvor man på den ene side er fri til at gøre, hvad man vil og på den anden side opleveer at samfundet trods alt har nogle både konkrete og høje forventninger til, hvad man vil bruge sine privilegier til.

Holland er et af de seks gamle EU-lande, der grundlagde Kul- og Stålunionen i 1950’erne. Og Holland har – i modsætning til Danmark – hele pakken i forhold til EU. Holland er et af kernelandene. De har euroen; de har det hele.

Laura

Ligesom mange skandinaver bakser Laura med at finde rundt i de mange muligheder, som hendes hollandske middelklassebaggrund giver hende. Og ligesom mange skandinaver er hun vokset op med en fortælling om, at hun er ganske særlig og kan blive lige hvad hun vil – hvilket selvfølgelig har skabt nogle store forventninger og nogle nærmest uopnåelige drømme.

Jonas Staal

Jonas Staal er kunstner og leder af organisationen, New World Summit, der samler progressive mindretal og løsrivelsesbevægelser. Jonas Staal dyrker sammentænkningen af kunst og politik og tror på kunstens styrke til at udvikle den politiske og sociale forestillingsevne.

Skandinavien

Når EU laver ’reinforced youth guarantees’ og lignende tiltag, der skal hjælpe unge EU-borgere med at få bedre jobmuligheder, sigter de ikke først og fremmest efter de skandinaviske unge. De skandinaviske unge har – gennemsnitligt – nogle af verdens bedste muligheder for at gøre karriere, forsørge sig selv og allerede i en ung alder at blive økonomisk uafhængige af deres forældre. I gennemsnit flytter de skandinaviske unge hjemmefra når de er 19 år gamle. Til sammenligning flytter de unge sydeuropæiske EU-borgere hjemmefra når de er 29 år gamle. Danmark, Sverige og Norge er ikke det indre markeds største økonomier, men er alle blandt Europas mest velstående lande målt per indbygger (alle i top fem blandt landene, der er medlem af EU’s indre marked, hvad angår BNP per indbygger). Det er altså ikke en sløj økonomi, der er de skandinaviske unges største udfordring. Til gengæld har mange unge skandinaver tilsyneladende svært ved at finde sig til rette med at være gode samfundsborgere, der tager sig en uddannelse og går på arbejde i de effektiviserede konkurrencesamfund.

Danmark og EU
Danmark er det skandinaviske land, der har været medlem af EU i længst tid. På grund af den store eksport til Storbritannien fulgte Danmark med briterne ind i EU (dengang EF) i 1973. Ifølge Dansk Industri er 550.000 danske arbejdspladser afhængige af eksporten til landene i EU’s indre marked (herunder Norge).

Norge og EU
Frem til 1960’erne var Norge et af Europas fattigste lande. Så fandt de olien og blev på ganske få årtier til et af de mest velstående lande i Europa. Norge stemte nej til medlemskab af EF i 1972 og nej til medlemskab af EU i 1994. Norge er ikke medlem af EU. Til gengæld er de med i EU’s indre marked og dermed forpligtet på at overholde de fleste EU-regler, fx miljøstandarder, ligesom de har accepteret at EU-Domstolen bestemmer, hvordan disse regler skal fortolkes.

Sverige og EU
Sverige blev medlem af EU i 1995. Ligesom Danmark har Sverige ikke indført euroen, men i modsætning til Danmark har Sverige forpligtet sig på at tilslutte sig euroen på et tidspunkt.

Danmark er et landbrugsland
Danmark er det land i EU, hvis landområde er mest intensivt opdyrket. 55% af Danmarks areal er landbrugsjord sammenlignet med et EU-gennemsnit på 39%. I 2017 fik danske landmænd 6,6 milliarder kroner i EU-landbrugsstøtte. På Yduns Have på Samsø laver de landbrug på en anden måde end i det konventionelle landbrug. Man kan kalde det småskala-landbrug med en vision om bæredygtighed og lokal afsætning (se video nedenfor).

Flygtninge i Skandinavien og ved Middelhavet
Sammenlignet med sydeuropæiske unge, har skandinaviske unge, der gerne har villet hjælpe flygtninge og asylansøgere, haft sværere ved at give den akutte hjælp. I løbet af vores tid i Tyrkiet og Grækenland i 2015 mødte vi mange unge fra Sverige, Danmark og Norge, der var rejst til migrationsruternes hotspots for at hjælpe til som frivillige. En af dem var Tanja (se video nedenfor), der var rejst til Athen for at hjælpe til i et såkaldt flygtninge-squat, altså et besat hus, der blev brugt til at huse flygtninge midlertidigt.

Marthe Sofie

Marthe-Sofie er frustreret. Hun kan ikke vælge mellem de mange muligheder eller finde sig tilpas i det tydelige og dog usynlige hierarki, der eksisterer i disse skandinaviske samfund, hvor man som ung kan vælge at blive lige hvad man vil, men hvor noget alligevel er bedre end noget andet.

Stefan og Gabriel

I en forstad til Stockholm besøgte vi Stefan og Gabriel, der ligesom man andre skandinaviske unge, står med mange muligheder på hånden. Måske for mange. I hvert fald har de begge svært ved at mærke følelsen af nødvendighed eller kampgejst i det skandinaviske lykkeland.

Fredrik og Yduns Have

Fredrik forlod storbyarbejdet som kreativ iværksætter for at søge meningen som økologisk landmand på Samsø. Overalt i EU findes der initiativer, der minder om Yduns Have, hvor unge, klimabevidste landmænd og -kvinder udvikler nye måder at dyrke jorden på og nye måder at drive landbrugsforretning. Til eksempel drives Yduns Have som et CSA (Community Supported Agriculture) uafhængtigt af banklån, hvor foreningen af gårdens kunder finansierer sæsonens investeringer. Men EU’s enorme landbrugsstøtte står på nogen måder i vejen for udviklingen af et nyt og mere bæredygtig landbrug. I 2017 fik danske landmænd 6,6 milliarder kroner i EU-landbrugsstøtte. Landbrugsstøtten uddeles med antal hektar som kriterium, hvilket gør det svært for bæredygtige småskala-landbrug at konkurrere med storbønderne.

Tanja i Athen

Tanja, der ellers var midt i sin uddannelse hjemme i Aarhus, rejste til Athen for at kunne hjælpe flygtninge i nød. Antallet af flygtninge i Grækenland er langt større end i Danmark og fordi flygtningene ikke vil opdages (fordi de ikke vil registreres og dermed tvinges til at søge asyl i Grækenland på grund af EU’s såkaldte Dublin-forordning) lever de under jorden og kan dermed ikke få hjælp af den græske stat.

Storbritannien

Storbritannien består af fire lande – England, Skotland, Wales og Nordirland – som vi alle besøgte, da vi rejste Storbritannien rundt for at tale med unge briter om Brexit i foråret 2017. I disse film møder vi en række forskellige briter, der fortæller om deres oplevelse af Brexit.

Den 31. januar 2020 forlod Storbritannien (England, Skotland, Wales og Nordirland) Den Europæiske Union. Selve afstemningen blev afholdt i juni 2016.

Det er endnu uvist, hvordan situationen bliver for Storbritannien efter Brexit. Kan Storbritannien klare sig godt økonomisk, når man ikke længere er en del af EU’s indre marked? I Skotland er spørgsmålet om løsrivelse fra Storbritannien igen blevet relevant, da et stærkt flertal af skotterne ønsker at være medlem af EU, men altså røg med ud, da det samlede Storbritannien stemte for Brexit.

Scott forlod Skotland

Lever vi i en tid, hvor det eneste venstrefløjen byder ind med er en modstand mod den dagsorden, der sættes af de nationalkonservative, de neoliberale og højrepopulisterne? Den oplevelse havde Scott, da han sidste år tog stilling til Brexit-afstemningen. Han stemte for at blive i EU, ikke fordi han var passioneret EU-tilhænger, men kun fordi alternativet (Brexit) var værre. Scott var i 2017 kunststuderende, boede i Glasgow og var 23 år gammel.

Julia har politikerlede

De EU-kritiske vendte ryggen til de britiske politikere og stemte sig ud af EU. Julia står helt uforstående overfor politikerne, fordi de tænker kortsigtet og kun på profit. Politikerleden er total. Og hvad kan vi egentlig gøre ved det? – spørger Julia afmægtigt. Julia er 24 år gammel, arbejder med film og bor i Dovenby i Nordengland. Vi mødte hende på hendes kontor, hvor hun fortalte os om, hvordan hun ser reaktionen på Brexit og hvad hun synes om de politikere, der styrer landet i dag.

Florence om den imperiale fortid og det fremtidige ansvar

“We want our country back” lød det fra mange briter op til Brexit-afstemningen. Men er Storbritannien særligt forpligtiget på at tage ansvar i tværnationale samarbejder på grund af deres fortid som globalt imperium og kolonimagt? Det har Florence klare holdninger til. Florence var i 2017 21 år gammel, boede i Leeds og studerede fransk og arabisk. Vi besøgte Florence på hendes kollegieværelse.

Macaulay stemte for Brexit

Hvordan realiserer man visionen om en fredelig verden, hvor mennesker kan bosætte sig og leve som de vil? Er EU et skridt på vej derhen eller skal vi ad andre veje? Macaulay mener ikke, at EU viser den rigtige vej og derfor stemte han for Brexit. Macaulay var i 2017 21 år gammel og arbejdede som snedker på værftet i Barrow-in-Furness i Nordengland.

Oliviah: “Jeg er glad for at jeg ikke stemte”

I langt de fleste demokratiske afstemninger er unge den aldersgruppe, som er dårligst repræsenteret. Mange unge møder nemlig slet ikke op for at stemme. Oliviah er en af de unge, der hverken stemte for eller imod Storbritanniens fortsatte medlemsskab af EU. Hør hvorfor hun er glad for, at hun drak sig fuld på afstemningsdagen i stedet for at stemme. I 2017 var Oliviah 23 år gammel, boede i en landsby i Wales hos sine bedsteforældre og arbejdede i Swansea.

Will: “Multikultur betyder ingen kultur”

Kan EU og EU-borgerne forenes i mangfoldighed? Det tror Will fra UKIP’s ungdomsparti ikke. Han mener at multikultur er lig med ingen kultur og derfor satte han et stort kryds for Brexit. Will var i 2017 18 år gammel og studerede økonomi på universitetet i Colchester. Will er medlem af Young Independence, UKIP’s ungdomsparti.

Kayleigh: ”Ungdommen er håbet”

Hvad skal der til før vi tager opgaven i egen hånd? Kayleigh ser et håb i den skotske ungdom. I 2017 var Kayleigh 27 år gammel, folkeskolelærer og boede i Ayrshire i Skotland, sammen med sin kæreste. Vi besøgte Kayleigh i hendes hjem til en snak om den politiske samtid og fremtid.

Jake: “De kommer ikke til at mærke efterdønningerne”

De ældre briter ville ud af EU, de unge ville blive. 75% af de 18-24-årige stemte remain. 60% af folk over 60 stemte leave. Men er det rimeligt, at de ældre bestemmer fremtiden for ungdommen? Jake er frustreret. I 2017 var Jake 17 år gammel og boede med sine forældre i landsbyen Dalston i England.

Catrin – om at stemme Brexit af de forkerte grunde

Kan man træffe en beslutning af de forkerte årsager? Catrin fra Wales forstår godt afskyen overfor ‘the establishment’, men hun mener at mange af dem, der stemte for at forlade EU, gjorde det af de forkerte grunde, hvis de gjorde det for at straffe de nationale ledere for den førte nedskæringspolitik. I 2017 var Catrin 19 år gammel og boede i Wales. Vi besøgte hende på hendes kollegieværelse der emmede af britisk litteratur og kreativitet, her fik vi en snak om Brexit.

Conor – Bekymringer for en ny grænse

Hvad bliver egentlig konsekvenserne af Brexit? Det spurgte mange sig selv om i tiden efter afstemningen. For Conor var svaret på det personlige plan klart – han måtte flytte fra Nordirland, fordi fremtiden var for utryg. Brexit river nemlig op i gamle konflikter mellem republikanske irere og nordirske unionister, da man skal finde en ny løsning på grænsen mellem de to lande, der efter Brexit bliver den eneste landfaste grænse mellem Storbritannien og EU. I 2017 var Conor 27 år gammel og ved at uddanne sig som historiker. Da vi besøgte ham i Belfast i Nordirland boede han hos sine forældre for en tid for at prøvede at finde ud af, hvad der skulle ske fremadrettet.

Tyrkiet

Tyrkiet er fortsat et autoritært land under ledelse af Præsident Erdogan. Dette presser en ny generation af tyrkere, der i 2013 lavede et frihedssøgende oprør i Gezi-parken og på Taksim-pladsen i det centrale Istanbul (se video med aktivisten Gurkan herunder). Oprøret blev slået ned, men eksisterer som en håbefuld begivenhed i de progressive tyrkeres hukommelse.

Tyrkiet er også det land i verden, der huser flest flygtninge – ca. 4 millioner i 2020. EU ønsker ikke disse flygtninge i Europa og derfor har man siden 2016 betalt Tyrkiet for at tage sig af disse flygtninge samt at bevogte de tyrkiske grænser, så det er umuligt for flygtningene at krydse dem.

EU’s forhold til Tyrkiet er mildest talt ikke uproblematisk. Tyrkiet søgte om optagelse i EU i 1987 og blev i 1999 anerkendt som kandidatland. Men der er ikke indledt deciderede optagelsesforhandlinger, fordi Tyrkiet på flere områder er et autoritært samfund og dermed ikke lever op til EU’s Københavnerkriterier. Københavnerkriterierne dækker over en række politiske og økonomiske betingelser, som ansøgerlande skal opfylde for at blive medlem af EU, herunder at landet skal have stabile og uafhængige institutioner, der sikrer menneskerettigheder, demokrati og retsstat.

Tyrkiet vil gerne være medlem af EU og EU ønsker ikke at modtage flere flygtninge. Disse to stærke kort bliver brugt i forhandlingsrummet, når EU og Tyrkiet mødes og laver aftaler og forhandler om deres fremtidige forhold.

Gurkan stræber efter ytringsfrihed

I dette lydklip, optaget på en af Istanbuls mange caféer, fortæller Gurkan om sine oplevelser under Gezi-protesterne i 2013. Gurkan er en af de mange unge tyrkere, der er tvunget til at være værnepligtig i det tyrkiske militær. Værnepligten varede 18 måneder (siden er den sat ned til 12 måneder). Efterfølgende led han af ”post-militær depression”, hvor han måtte kæmpe for at genskabe kontakten til sin egen – autoritetskritiske – personlighed.

Berkan vil gøre en forskel

En af dem, der var med i Gezi-protesterne i 2013 var Berkan fra Istanbul. Efter protesterne følte han, at han måtte fortsætte med at kæmpe for at gøre en forskel. Da vi mødte Berkan i 2015 delte han suppe og tæpper ud til de hjemløse, der levede omkring Taksim-pladsen, hvor protesterne var foregået tilbage i 2013.

Flygtninge på Esenler Busstation

Midt i flygtningekrisen i efteråret 2015 besøgte vi et af de steder, hvor store grupper af flygtninge var strandet. På Istanbuls store buscentral, Esenler, opholdt flere end 3000 flygtninge sig. De kom primært fra Syrien og Afghanistan. På buscentralen havde de fået frataget deres billetter til de busser, der ellers ville fragte dem til den tyrkiske by, Edirne, der ligger tæt på grænsen til Grækenland og Bulgarien. Derfor overvejde mange at betale de 1200 dollars det kostede at komme til den græske ø, Lesbos, først til kysten i lukkede lastvogne og dernæst i overfyldte gummibåde.