Foredrag

Siden 2014 har vi holdt flere hundrede foredrag, workshops, undervisningsdage og debatarrangementer. Vores arrangementer egner sig til alle aldersgrupper, men særligt til unge mellem 15 og 30 år, da det er mødet med denne aldersgruppe foredragene tager udgangspunkt i.

I alle vores arrangementer engagerer vi eleverne i refleksion, diskussion og spørgsmålsrunder. Vi er unge – 27 og 28 – men erfarne foredragsholdere, der altid møder op med veloplagt fortællelyst og en forståelse for hvilket niveau formidlingen skal foregå på.

Længde, form og indhold kan variere efter ønske, men herunder kan du læse om de foredrag, vi oftest bliver booket til.

1. NYT FOREDRAG FRA SOMMEREN 2017:
Ungdommens politiske opvågnen

Kan bookes som:
Foredrag på 70-90 minutter (en blok).
Workshop 140-180 minutter (to blokke).
Undervisningsdag 210-360 minutter (tre til fire blokke).

Foredraget tager udgangspunkt i videointerviews med unge briter fra England, Skotland, Nordirland og Wales, som vi har foretaget på en rejse i april-maj 2017. Vi rejste rundt for at finde ud af, hvad forskellige unge briter fra forskellige økonomiske, kulturelle og politiske baggrunde mener om deres personlige og deres lands situation efter at et snævert flertal stemte Storbritannien ud af EU i juni 2016. Men foredraget handler ikke kun om Brexit. Det handler om en ungdomsgeneration, der skal finde sit ståsted i en foranderlig tid. Det handler om klasseforskel, nationalisme, generationsforskelle, fortid og fremtid, om udlængsel og fremmedgørelse og om at være vokset op i et samfund, hvor kostskole- og punkkultur bor dør om dør,
Derudover inddrager vi i foredraget perspektiver fra de sidste fire års rejser i 24 europæiske lande.

Foredraget gør dig klogere på hvordan den britiske ungdom forstå Brexit og Storbritanniens fortid og fremtid. Det vil gøre dig klogere på ungdomsliv og –kultur, herunder identitet, muligheder og udfordringer. Derudover bliver du klogere på Europas historie og politiske situation.

2. Europas unge aktivister

Kan bookes som:
Foredrag på 70-90 minutter (en blok).
Workshop 140-180 minutter (to blokke).
Undervisningsdag 210-360 minutter (tre til fire blokke).

Arrangementet handler om Europas store udfordringer: klima, flygtninge, politisk polarisering, økonomisk krise, ulighed, relationen mellem Nord- og Sydeuropa og nationalisme. På baggrund af en 4 måneder lang rejse, hvor vi har fulgt unge aktivister i Tyrkiet, Grækenland, Italien, Frankrig, Spanien, Tyskland og Holland, sætter vi fokus på de udfordringer Europa og den europæiske ungdomsgeneration står overfor at skulle finde løsninger på. Vi følger Dimitris, der hjælper flygtninge i land på Lesbos, vi tager med Berkan ud i Istanbuls gader, hvor han hjælper de hjemløse, i Nice besøger vi den højrenationalistiske ungdomsbevægelse, Generation Identitaire, hvor Jean-David fortæller om bevægelsens visioner for Europa og om hvordan de gennem aktivisme prøver at realisere dem, vi møder klimaaktivister i Berlin og mange flere. Gennem mødet med unge aktivister, der engagerer sig i forskellige udfordringer, bliver vi klogere på, hvad Europas store udfordringer består af, men også hvad man potentielt kan gøre for at løse dem.
Hvad er det for en europæisk virkelighed, vi er unge i, og hvordan skal vi som unge indtage en plads i samfundet og være med til at skabe den fremtid, vi gerne vil se? – Det er dét vi i dette foredrag fortæller om og diskuterer.

Europa og flygtningestrømmen

Kan bookes som:
Foredrag på 70-90 minutter (en blok).
Workshop 140-180 minutter (to blokke).
Undervisningsdag 210-360 minutter (tre til fire blokke).

I dette foredrag sætter vi fokus på flygtningestrømmen i Europa. Vi møder flygtninge i Tyrkiet inden de er nået frem til Europa – og på Lesbos når de lige er ankommet. Vi taler med dem om deres rejse og deres historie. Vi taler med afrikanske migranter i Athen og Palermo om deres motivation for at forlade deres hjemland og tage til Europa i håbet om en bedre fremtid. Vi taler med eksperter og frivillige, der hjælper de nyankomne, men vi taler også med unge højrenationalister, der ser migrationen til Europa som en stor trussel for den europæiske civilisation.

Prisen for et arrangement varierer alt efter længde, form og antal deltagere.
Et 90 minutters foredrag for en enkelt klasse er selvsagt billigere end en undervisningsdag for en hel skole.
Vores priser varierer derfor mellem 2.000 og 25.000 kr. alt efter hvilket arrangement der ønskes.

Skriv til os og få et godt tilbud på kontakt@voreseuropa.dk eller ring til os på 26544698.

Vi glæder os til at høre fra jer.